Klokken nærmer sig midnat.
Kælderrummet i Mjølnerparken er fyldt med 25 unge mænd i sportstøj og kasketter. Vi skærer os gennem røgen fra en hel stribe joints ind til baglokalet, hvor vi skal i møde “Plomo”, talsmand for de unge fra Mjølnerparken, som er den ene part i den verserende bandekrig i København.
TV 2 er kommet for at få at vide, hvorfor banderne mener sig berettiget til at bruge gaderne som skydetelt, og hvor længe indbyggerne i hovedstaden skal dukke sig i frygt for at blive fanget i krydsilden.
Ifølge "Plomo", som er maskeret og flankeret af andre unge mænd med bandenavnet “Brothas” trykt på kasketterne, skal ingen forvente, at krigen stopper foreløbig. Han optræder uden sit rigtige navn, da han udtaler sig om kriminelle aktiviteter og ikke vil genkendes af politiet.
- Det her stopper, når begge parter vil have det til at stoppe. Politiet kan ikke gøre noget for at stoppe det her. Det har de aldrig gjort. Jeg har hørt den øverste politimand sige ”vi har gjort det før. Vi har stoppet det før”. Der er ikke nogen, der har stoppet det før. Det er grupperne selv, der kan stoppe det. Sådan er det. Højere domme, højere fængsel, stramninger og Dansk Folkeparti, der vil tage passet fra folk og jeg ved ikke hvad. Det kommer ikke til at gøre noget som helst, vurderer Plomo over for TV 2.
Han lægger ikke skjul på, at de unge mænd i kælderen er aktive i bandekrigen.
Flere af dem er bevæbnet med pistoler og knive, men lige nu er der ingen af dem, der bevæger sig. Ikke imens “Plomo” fortæller, at de aldrig vil kapitulere til Loyal To Familia; banden der er opstået på Blågårds Plads på Nørrebro, men nu har bredt sig flere steder i landet.
- Loyal to Familia breder sig til Vestegnen, tager til Jylland og skræmmer de civile. Men det her, det er Nørrebro. Folk er af en helt anden støbning end resten af Danmark. Den er ikke længere. Lad være med at med at tro, at det her er Vojens eller Skanderborg eller et eller andet.
Der er folk, der bor her, arbejder her eller rundt om hjørnet, som bliver ramt af skud. Er det så bare budskabet, at det må de finde sig i, så længe I synes, I skal løbe rundt med kasketter og skyde på hinanden?
- Vi behandler de civile borgere pænt. Vi går ikke efter civile.
Men der ryger jo alligevel én engang imellem?
- Du kan komme til Mjølnerparken, du kan komme til Nordvest. Selv hvis du har hættetrøje på, vil der ikke ske dig noget.
Den vurdering er politiet uenige i.
I weekenden blev to unge mænd såret af skud. Politiet vurderer ikke, at de på nogen måde er en del af konflikten mellem banderne. Og da vi - i timerne inden vi mødtes med “Plomo” - bevæger os rundt i Mjølnerparken, bliver det klart, at frygten for pludselig vold og skyderier er evigt til stede mellem beboerne.
Hestebønner og Brothas-kasketter
En gruppe unge mænd sidder i eftermiddagssolen og nyder et kurdisk måltid mad i en af bebyggelsens gårde.
Ligesom alle de andre vi møder i Mjølnerparken denne dag, så vil de ikke have deres navn frem. Men under anonymitet vil de gerne fortælle, hvordan de selv oplever bandekrigen.
Menuen står på hestebønner og dolmere, en mellemøstlig ret bestående af risfyld viklet ind i vinblade. En af de yngste i flokken bærer en kasket med Brothas-tryk; navnet på den bande fra Nørrebro, der egentlig var gået i opløsning, men nu synes at have fundet sammen igen.
- Er du klar over hvor mange proteiner, der er i det her?, spørger en af dem.
- Det er ren bodybuilding.
De fortæller, at de dagligt patruljerer området for at holde øje med, hvem der nærmer sig. De unge lægger ikke skjul på, at de ligger i krig med Loyal To Familia. Eller som de siger:
- Vi beskytter området mod Loyal To Familia.
Vi spørger til Brothas-kasketten og om det betyder, at gruppen formelt har fundet sammen igen. Én nikker bekræftende, men så opstår der intern diskussion.
- Vi kan ikke udtale os, før vi har talt sammen. Giv os jeres telefonnummer. Så bliver I ringet op senere.
Et uskyldigt offer?
Lidt efter kommer en 30-årig mand ind i gården med sine to tvillingepiger på tre år. De er klædt i ens rødt tøj og giver sig til at lege i sandkassen. Manden kommer imod os med en akavet gangart.
- Det er efterhånden Loyal To Familia, der styrer hele byen, siger han med henvisning til, at banden fra Blågårds Plads på Nørrebro siden foråret har etableret sig i flere forskellige dele af København.
- Næste gang vi skal bygge om på husene herude i Mjølnerparken, skal ansøgningen ikke sendes til rådhuset. Så skal vi ind på Blågårds Plads og aflevere den.
Hans akavede gangart skyldes, at han har ondt i røven. I bogstaveligste forstand. Det var nemlig ham, der blev ramt af et pistolskud i ballen, da han sad på en nærliggende frisørsalon i tirsdags. Den 12. skudepisode i København på bare ni uger.
Hvorfor var det dig, de skød efter?
- Fordi jeg var den eneste, der blev klippet, da de kom, siger han.
Politiet siger, de kender ham fra det københavnske bandemiljø, men selv afviser han at være en del af konflikten. Han meldte sig ud, da han fik børn, lyder forklaringen.
Han håner politiet for deres udmelding i lørdags, hvor de opfordrede unge mænd til at tænke sig godt om, inden de færdedes på Nørrebro. En falliterklæring, der er med til at optrappe konflikten, mener han.
- Man kan ikke sige til mennesker, at de ikke skal gå udenfor. Det er det samme som at sige, at de ikke skal trække vejret. Så er folk tvunget til at bevæbne sig, siger han, mens han hanker op i tvillingerne og humper ind i opgangen.
Drive-by hos frisøren
Vi sætter kurs videre mod frisørsalonen, hvor fem store huller i butiksruden vidner om skuddene i sidste tirsdag. Det var en knallert med to mand, der pludselig dukkede op og åbnede ild.
Men livet fortsætter bag den hullede rude.
Frisøren åbnede igen næste morgen, og skudhullerne i væggene er nødtørftigt spartlet ud, men stadig synlige, hvis man kigger efter. Det gør den 10-årige dreng, som netop nu er ved at blive klippet, inden han skal starte i skole igen, øjensynligt ikke. Eller også er han bare lige så vant til, at skud er hverdag, som frisøren, der starter trimmeren.
- Jeg har stress af at være her, fordi der ikke er fred og ro. Men jeg er ikke bange. Det er Gud der bestemmer, hvornår jeg skal dø, siger frisøren, der dog har en jordnær bekymring.
Udover udbedring af skudhuller i butikken koster konflikten også på omsætningen.
- Jeg er ikke glad for det, for det holder kunderne væk, fortæller han, inden vi igen sætter kurs ud af døren, forbi den skudhullede facade.
- Vil I ikke lade være med at skrive navnet på min salon? Ellers kommer de bare og smider sten gennem ruden.
Den sidste bastion
Tilbage i Mjølnerparken trækker en mand i starten af 20’erne op i sin t-shirt og flasher sin velvoksne vom.
- Det er min skudsikre vest. Den kan stoppe en kugle, jeg sværger.
De andre rundt om ham griner. Men kort efter trækker de i en mere alvorlig mine.
- Vi er presset til det yderste. Vi kan ikke gå ud, fordi Loyal To Familia styrer det halve af landet. De kommer her og kræver, at vi melder os ind hos dem. Vi har valget mellem at gå med dem eller gå i krig. Så er der krig.
I deres selvforståelse er de den sidste bastion i København.
Det er dem, der har sagt fra over for den invaderende bande. Og de lægger heller ikke skjul på, at det er folk fra Mjølnerparken, der står bag en række af de hævnattentater, der er udført mod Loyal To Familia forskellige steder i byen.
- Det er nødværge, når folk skyder tilbage. Når der bliver skudt efter mig, så bliver jeg sur, og så begynder jeg selv at gå med pistol. Politikerne sidder inde på Christiansborg og spiser deres smørrebrød. De fatter ikke en skid af, hvordan det er herude.
